André og hans nye kæreste Elisa venter barn. Nyforelskede og fulde af håb flytter de ud på landet, hvor Elisa er vokset op og hendes mor stadigvæk bor. André realiserer snart sin ambitiøse drøm om et mikrobryggeri, og fremtiden ser lys ud for den vordende familie. Men i stedet for at bringe dem tættere på hinanden, rammer graviditeten dem som en lavine. Elisa begynder at vise sider af sig selv, som André på ingen måder kan genkende, og forstyrrende detaljer fra hendes fortid dukker op til overfladen. André er overbevist om, at Elisa har en graviditetspsykose, og han finder sig selv i et spindelvæv af løgne, spundet af Elisa og hendes overbeskyttende mor. Tågesyn er en psykologisk kærlighedsthriller, der udspiller sig med to sideløbende plot. Som Andrés ikke helt vellykkede hjemmebryg slører hans dømmekraft, veksler Elmer mellem naturalistiske og tiltagende abstrakte billeder, der opløser virkelighedsopfattelsen og giver plads til kærlighedens mørke sider.